Gothersgade 141, 1 - 4april 2019 – Amalie Ancher

Min værste fjende er lagt på hylden

Min værste fjende er vægten. Jeg er styret af, hvad tallet viser. Det er afgørende for, om det bliver en okay dag eller en helt igennem forfærdelig dag. Minus på vægten = okay dag, plus på vægten = forfærdelig dag. Men hvorfor er det så kun en “okay dag,” når jeg har tabt mig og helt forfærdeligt, når jeg har taget på? Det er meget simpelt… anoreksien bliver jo aldrig tilfreds. Hvis jeg havde tabt 20 kilo over natten, ville det stadig ikke være nok, så derfor har jeg gjort noget stort. Jeg har ikke vejet mig i over en uge simpelthen for at passe på mig selv, for at kunne holde dagene ud og for, at jeg ikke springer måltider over. Det er grænseoverskridende at droppe de mange daglige vejninger, men hellere gå i uvisheden om det præcise tal end at gå i sorgen. Jeg kan tydeligt se, at jeg har taget på hen over de sidste par uger, det behøver jeg ikke at tal og en vægt for at få bekræftet. Mit stofskifte er ødelagt, så lige nu får jeg ikke mere end 1530 kalorier.
Det ville mennesker med normalt fungerende stofskifte normalt ikke tage på af, men det gør jeg og det er skræmmende. Min sygdom er utilfreds og mine tanker skriger og fortæller mig, at jeg ikke skal tage imod maden fordi, jeg kan se den store vægtøgning der er sket på meget kort tid. Eller det er jo egentlig ikke en vægtøgning men en vægtindhentning, som en læge engang sagde til mig.
Hvis du har læst med på min Instagram, vil du også vide, at jeg har problemer med maven og væskeophobninger i kroppen, som jo selvsagt også bidrager til vægtøgning, men her må jeg huske på, at det ikke er en reel vægtøgning men blot væske og forstoppelse. Det er bare svært at sige det til ens spiseforstyrrelse, for den er ikke logisk og er kun ude på at ødelægge.
Så som overskriften lyder, så er vægten, min værste fjende, lagt på hylden for en stund og den stund håber jeg bliver lang for jeg holder psykisk ikke til at veje mig +20 gange om dagen. Det er for hårdt og jeg får absolut intet konstruktivt ud af det.

Tanker fra hjertet

Hej og velkommen tilbage eller måske velkommen til, hvis ikke du har besøgt min blog før.
Jeg vil for en god ordensskyld lige præsentere mig kort. Jeg hedder Amalie Ancher, er 22 år gammel og har faktisk haft min blog i over 8 år, men har holdt flere års pause, da jeg hverken har haft lyst eller overskud til at skrive. Det har jeg nu, og jeg er klar til, at fortælle om min til tider udfordrende hverdag og i den sammenhæng, vil jeg også være med til at oplyse og bryde tabuet omkring psykisk sygdom.

Jeg har været flov og skammet mig over mine følelser, handlinger, tanker og ikke mindst min autisme-diagnose som jeg fik stillet i år 2011 altså et år efter, jeg udviklede anoreksi. Først nu efter så mange år har jeg accepteret og forstået, at jeg har autisme. Det er ikke længere noget, jeg skammer mig over, eller skjuler. Det har været en lang rejse, men i dag er jeg glad for, at jeg blev udredt. Det er egentlig en atypisk autisme, der er blevet stillet, fordi jeg har haft en normal opvækst og blandt andet min udvikling som barn, ikke umiddelbart har båret præg af en autistisk adfærd. Men når jeg kigger tilbage på min barndom, er jeg nu helt overbevist om, at min autisme ikke er særlig atypisk. Jeg har altid været anderledes, været meget sensitiv, hurtigt blevet meget træt mentalt og hvis jeg måtte, (som barn) ville jeg have levet af mannagrød. Mine sanseforstyrrelser har altså altid været der, men jeg har aldrig sagt det højt, for jeg ville ikke fremstå anderledes. Jeg har accepteret, at jeg ER anderledes, og det er der ingen skam i.

Jeg vil slutte af for nu og sige tak fordi, du brugte tid på at læse mit lille skriv.
Jeg er at finde på Instagram under navnet @Amalieancher og her er du mere end velkommen til at følge med.